Raven's Gaff

2007-01-01T10:45:00.000+01:00

Endnu et år er gået, endnu en drøm ødelagt - endnu en drøm skabt.
Må det kommende år blive bedre (det kan umuligt blive andet)!
Godt Nyt År
Thomas

Something's rotten in the state of Denmark

2006-02-23T16:34:00.000+01:00

Well, we have made it to the headlines .. again. And within hours we managed to make it a debate about the freedom of speech instead of manners, ethics and moral, mainly due to the simple fact that we have none of the latter. I am living in a country which used to speak up when someone was in dire straits –whenever justice or human rights were neglected and when the stronger countries bullied the small and weak. Now the country is plagued with racism and prejudice and we are treading people who come here to seek help with such an indifference that it can surely be said that we have no right to call us Christians. We now have rules and laws which can only be compared to Germany in the early thirties and we have a party in the government that very well can stand for the same comparison. A refugee, raped by I don’t know how many soldiers, and critically ill may not receive treatment. A politically refugee coming to Denmark after being tortured in his or her homeland may never be allowed to stay because the person cannot pass a test which 1/3 of all Danes can’t pass either.
I'm living in a country where the head of one of the largest parties of the country can get away with saying that "the Grand Mufti has a lot of power in a underdeveloped, backward and ignorant continent" (Pol. 21.2.).
I’m living in a country so used to freedom that we don’t give a toss about those who still cherish it. We get our values from the telly where every makeover is done on somebody else, i.e. a house, a face or a boob job and every fight is the fight of an individual, not ‘cause he or she has any virtues or competences but simply is better shafting everybody else. Solidarity and empathy have gone down the toilet in a self-centred misconstrued version of liberalism and a romantic-perverted chase after “fuck the Jante-law” legalizing the total absence of the two plus intelligence and manners.
The ugly duckling has drowned in a cesspool of bigotry and the little mermaid is held up in a refugee camp waiting for extradition.
“Give me your hungry, your tired, your poor, I’ll piss on ‘em”
I’m living in a country full of people who have been seduced by a group of populists -
I’m ashamed of my country!

Ravns traditionelle julehilsen, 2005

2005-12-23T16:51:00.000+01:00

"Die Hard", "Air Force One", Linie 3, programmer om asa-troen og Georg Mikael - det kan kun betyde én ting: Det er jul!
Nu kan jeg nok ikke slippe afsted med at lyde så overrasket - den kommer jo ikke helt bag på os, den der jul! Kvantiteten af reklamer, artikler om hvordan de kendte holder jul og andre uforsete regninger fortæller det så rigeligt, og da jeg oven i købet har været velsignet med en forretning her i Den hellige Stad, som lavede julevindue i efterårsferien, har jeg haft ekstra lang tid til at blive fyldt med hjertevarmende julefryd. Et andet tegn er, at Lupoen blev indkaldt til service, og jeg er sikker på, at jeg skal hilse jer alle fra det samlede personale hos folkevogn i Haslev, som i år fejrer jul på Seychellerne.
Igen i år skulle der prøves nye ting og når man stikker næsen for langt frem må man også regne med at få nogle over ørerne ... eller det. I et anfald af overmod lagde jeg billet ind på stillingen som pædagogisk ansvarshavende på Kalbyrisskolen, men efter en eklatant dårlig samtale fik jeg den ikke. Da tingene ikke kører helt som jeg gerne ville have det på skolen, valgte jeg efter nogle søvnløse nætter at søge væk. Jeg kiggede derefter på en lignende stilling i Århus, men da det viste sig at være en stilling med for megen regneark-arbejde, slog jeg til, da jeg hørte om en almindelig lærerstilling i Køge. Her skal jeg overtage en ottende-klasse efter nytår, og jeg ser meget frem til igen at lave arbejde, som er nogenlunde tidssvarende uden at blive udsat for kollegial bagtale.
Det var naturligvis ikke en nem afgørelse; dels at "give op" dels at forlade ungerne, skolelederen og et par engagerede kolleger før tid, men jeg følte ikke, at jeg kunne se mig selv i spejlet længere.
Børnene i min nærmeste omgangskreds ser ud til at have det rigtig godt ikke mindst takket være nogle gode forældre; det drejer sig her om min lille niece, Amalie, min gudsøn, Hans-Christian og de tre havørne ved Tystrup Sø. Det er så noget flovt at indrømme, at jeg har set mest til de tre sidste, noget som skal ændres til næste år!
Og nu hvor proppen var af, skal min søster ha' en lille til maj - jeg har forslået at skrue op for varmen, men det var for sent!
Jeg ønsker jer alle en godt jul og et endnu bedre nyt år!

Kanon

2005-11-05T12:03:00.000+01:00

Mine skoleleder ønskede en kort redegørelse for mine holdninger til de store kanon-tanker:
Efter således at have ladet sig inspirere af USAs udenrigspolitik og Frankrigs integrationspolitik vendte den danske regering sit Saurons øje mod ikke længere eksisterende østbloklande for at liberalisere undervisningen i det lille, hyggelige land.
En lille håndfuld navne blev fundet frem fra pensionerede bibliotekarers gemmer og, med ærefrygt i stemmen, introduceret i denne post-romantiske tsunami af nyreligiøs nationalisme. Og oppe på bjerget sad ældre anmeldere, nervøse overlærere og de tre korsriddere, Krarup, Langballe & Camre (sidstnævnte skulle dog spørge Søren Espersen om lov) og så, at det var godt! Atter var der ro bag kakkelbordet, og under billedet med den liderlige kronhjort blev kaffen og marmorkagen serveret, mens vi tænkte på dengang, hvor den ikke hed Gevalia men Richs.

Jeg er bekymret over, at min opgave i forhold til de i Folkeskoleloven beskrevne formålsparagraffer nu er blevet ændret således, at den enkelte elevs socialisering ikke længere bliver baseret på dennes udvikling og individuelle vurdering, men i stedet nu er et resultat af en statskontrolleret prægning.
Der er ikke noget, der råber mere på psykologhjælp (bortset fra harmonika-musik og pædofili) end et barn med en St. St. Blicher-bog i hånden.
Jeg mener ikke, at det bør være min opgave at vise vores elever disse forfattere, som var de udstillede genstande på en litterær lit-de-parade. Vi skal tilsyneladende ikke længere give dem redskaber, men svaret til den næste stopprøve; et navn er godt at kunne i en verden, hvor menneskesynet er en kvalitetsbedømmelse baseret på indtjente oste i Trivial Persuit eller reciterede Psalmevers.
Dermed ikke være sagt, at vi kun skal læse Martin & Victoria - men jeg tror, det er vigtigt at læse relevant og kvalitetspræget materiale - og det er Herrr Blicher så ingenlunde automatisk!!!
Min opgave, udover de som er så tydeligt beskrevet andetsteds, er at styrke disse elever i en sådan grad, at de kan gøre vores verden bedre end vi har formået!
Dette gør jeg på det didaktiske plan i danskundervisningen bl.a. vha. tema-læsning, hvor det altså ikke er forfatteren, men tekstens indhold og tema der er det centrale element.
Gennem min undervisning er det således ét af mine mål, at jeg kan give mange af eleverne lysten til at opsøge de store Forfattere, når de selv er klar til det.
Når jeg stikker mine elever en tekst af Jokeren (efter min mening blandt Danmarks bedste nulevende lyriker) og lader dem selv opdage båndene til Dan Turèll og Emil Aarestrup, så er det edder-muggeman'me undervisning der sparker r..! Tænk, hvis jeg gav dem Jeppe Aakjær i stedet for Naja Marie Aidt – så burde man faktisk bede en ansvarlig skoleleder bryde ind.
Og at Etatsmand Weinreich så træder frem i Statsradiofonien og siger, at kanonen skal fylde så og så få procentdele af undervisningen viser blot, at De ved lige så lidt om moderne undervisning som det nye socialdemokrati ved om arbejderklassen (jeg kunne ikke dy mig)!
Jeg er næsten flov over slutteligt at skulle indrømme, at mine elever når at møde langt de fleste af de nævnte lig og andre koryfæer på listen…. men ikke, skyndte han at tilføje, grundet deres navn!
Jeg håber, at jeg har undgået så mange af dine spørgsmål som muligt – du er velkommen til at kontakte mig for flere afvigelser!
;-)
Thomas

At dø med livet i behold

2005-08-15T22:24:00.000+02:00

En af mine venners far døde for nyligt. Han blev bisat i en lille, nærmest skøbelig kirke; revner i væggene, skibet over døren bevægede sig stille, når det trak for volsomt fra våbenhuset - men rummet var varmt, højtideligt og velkommende. Hver en bænkeplads var optaget og ligegyldigt hvor man så lå der blomsterbuketter; fra kisten og langt ned ad gulvet og hele vejen rundt langs sidevæggene på en lille hylde mellem bænke og væg. Bagerst i rummet, foran det lille orgel og klokkeren, som samvittighedsfuldt og messende styrrede bedeslagene, sad en gruppe aldrende mænd, alle i samme påklædning; sorte bukser, hvid skjorte og lilla vest. Det var sognets herrekor, som den afdøde havde været med i, og som sikkert selv mange gange tidligere havde siddet der og sunget for tidligere medlemmer en sidste gang.
Bisættelsen var som den slags nu er, jeg er faktisk sikker på, at kendere vil kategorisere den som smuk. Provsten, som uden tvivl er blevet sammenlignet med Pontoppidans "isbjørnen" tidligere, brølede sin prædike og båretale over forsamlingen, som modtog den med alvorlige smil og små nik.
Men med ét blev folk lydhør, for da sagde han om afdøde:" Han døde med livet i behold!"

- Tænk, hvis det kan siges om os!

Sic Transit Gloria Mundi

2005-08-02T10:33:00.000+02:00

De sidste skvulp af sommerferien lyder nu fra glasset; snart skal vi atter ind på række og geled og sammen tilfredsstille regeringens krav om stopprøver, fag-, rumme- og renlighed. Inde længe er også denne ferie et minde på højde med den første månelanding og Danmark til Ejderen, mens uskyldige små flyver intetanende ind i vores klæbrige net og sidder ubehjælpeligt fast.
Men det har været en god sommer; jeg har efterhånden også akkumuleret 43 års træning til at nå en vis professionalisme i at holde ferie, så denne sommer blev lang, næsten begivenhedsløs .. og dejlig!
Planerne var store og ambitiøse før ferien: Der skulle golfes, besøges museer og snart skulle Lupoen til Nordkap, snart til Mosel - drømmene var store, men skønt sandslottet end ikke blev bygget stod tomten ikke nøgen og trøstesløs tilbage. For jeg fik spillet lidt golf - så meget min ryg nu tillod - jeg gjorde i år det, at jeg slog ud tidligt om morgenen og fik på den måde en dejlig start på dagen .... og ikke mange så mig, hver gang jeg skulle ud og lede efter mine bolde.
- Old golfers never die, they just loose their balls! -
Min gamle ven fra seminariet og Whiskyklubben, Jesper, stod pludselig og manglede en til at tage med ham til Belgien, så Lupoen kom skam ud at køre på de store udenlandske motorveje ... og det klarede den endog fint. Faktisk fik den lov til at overhale en Aston Martin Db7 og det har været lidt vanskeligt at holde den tilbage siden - så sent som i aftens hørte jeg den spille op til en af de ældre beboeres gangstativ og jeg frygter den dag vi holder tilbage for rødt ved siden af en gruppe medlemmer af det tatoverede broderskab.
Vi boede i Gent, en by, hvor den indre byplan er lagt på store drejescener, således at stakkels turister hver morgen står hjælpeløse og kigger på kortet for til sidst at kigge efter solen for i det mindste at få et begreb om verdenshjørnerne. Udover dette vil jeg huske byen for vores stamknejpe nede ved havnen, Jan van Eycks flotte triptykon i en af byens kirker (læs evt. mere herunder) og en særdeles god restaurant ved navn "Le petit restaurant", som ligger på Rode Koningstraat 12.
Vi tog også til Brugge, som er en rigtig dejlig by med mange smukke, gamle huse - i centrum har de tilsynelydende kun tre forskellige butikker; chokolade, øl og kniplinger .. sidstnævnte må være til at tørre munden bagefter.
I Brugge fandt jeg også hotellet jeg skal bo på, skulle jeg være så heldig at lande i byen igen på en lille småromantisk rejse: Denne gang havde jeg kun Jesper og råd til en cappuccino ... og der skal mere til at chatte såd'n en salmehøker op! Men du kan jo besøge hotellets hjemmeside på: http://www.relaisbourgondischcruyce.be/
Men nu var det jo ikke kun grundet kunsten og gamle huse, at vi forlod vores beskyttede tilværelse i Danmark - næ, vi var skam mænd på en mission. Bag os lå al forsigtighed da vi hin morgen begav os ud på vores færd for menneskeheden til det hellige St. Sixtuskloster i det aller sydligste af Belgien. Foran lå en farefuld rute som bl.a. tog os over noget, som ifølge vejskilte var bjerge, og inden længe så vi da også noget som med lidt mellemeuropæisk forståelse kunne tolkes som en bakke. Vi valgte udfra en filantropisk indfaldsvinkel solidarisk at forsøge at få propper i ørerne - desværre uden held.
Se, det er jo Jesper, som er den store ølmand og efterhånden som vi nærmede os klostret blev han alt mere urolig og pacede snart restløs op og ned ad Lupoens dæk - alt imens, det skal siges, at han gav ulastelige køreanvisninger!
Og der lå det så, det allerhelligste inden for ølbrygning: St. Sixtus, hvor de tavse trappister laver den fine øl Westvleteren i tre forskellige udgaver. Kun et skilt fortæller den ølglade køber, hvilken øl der kan erhverves på den aktuelle dag og store blev Jespers øjne, da skiltet uden blusel informerede os om, at der ingen øl var at indkøbe denne dag. Der sad han, ensom, fornedret og forladt - med våde øjne, og lignede et barn, som kun har fået belgiske kniplinger og tweedunderbukser i julegave. Ja, det var nærmest synd!
Dog var trøsten for hånde, idet der på den anden side af vejen lå et mere verdsligt cafeteria, hvor det var muligt ikke blot at smage den forjættede humle, men også, til favourabel pris, at indkøbe eksemplare af alle tre brygge fra klostrets hellige gryder. Og så blev han lidt glad igen!

Herhjemme har jeg næsten dagligt været ved ørnereden ved Tystrup Sø, hvor alle tre unger er kommet på reden og nu flyver frem og tilbage i træerne ved reden og nede ved søen. Det er stort at se såd'n en mother af en pipper, men at se fem på en gang og vide, at de alle er danske er imponerende. Faktisk er det blevet rigtig godt for Danmark mht. ørne idet der har været hele 12 ynglende par i år - kun reden ved Haderslev glippede i år, idet nogle mennesker kom for tæt på med det resultat, at forældrefuglene blev så stressede, at de forlod reden for stedse og ungerne gik til.
Denne sommers dårlige nyhed var, at skipper i Dalby desværre måtte sælge sin båd. Motoren gik i stykker og en reperation ville løbe op i et beløb som krævede mere en almindelig lærerløn og entusiasme. Jeg håber dog, at Per ikke helt fravælge havet men finder noget, som kan glæde både ham og Karen. Vi nåede dog at få en sidste tur, som trods motorbesvær var hyggelig sejllads til Vejrø, hvor vi mødte Ulla og Jørn.
Min niece er begyndt i vuggestue i denne uge - i begyndelsen følges hun pænt af begge stolte forældre, så der går nok ikke længe før hun indmeldes i både golfklub og Wolverhamptons ungdomsafdeling!
Tja, det var den sommer - næste sommer skal tilbringes med færre bøffer på grillen, mindre tobak og næsten ingen Malts, vin og øller - og hvis du tror på den, så har jeg et skøde på Eiffeltårnet som jeg gerne vil sælge til dig!

Van Eyck: "Guds Lam"

2005-08-01T10:44:00.000+02:00

I St-Baaf-domkirken i Gent finder man et af de vigtige værker fra den såkaldte Nordlige Renaissance, nemlig Van Eyck-brødrenes triptykon ”Guds Lam” fra 1432. Triptykon er et flot ord jeg lige kas-tede ind for et impo-nere evt. kvindelige læsere, men det be-tyder i virkeligheden blot en trefløjet altertavle – ofte hvor ”vingerne” kan åbnes og lukkes.
Lukket ser man på altertavlen først og fremmest Bebudelsen (scenen fra biblen, hvor englen kommer til Maria og fortæller, at hvis hun følte nogle kilde i løbet af natten så har det sin forklaring) i en klassisk symmetrisk komposition – der er hvad der skal være, selv en lille due, der flyver ned mod (ind i) Maria, i tilfælde af, at nogle ikke skulle vide, hvad der her drejer sig om. Selve billedet er primitivt både i komposition og symbolbrug og, som Raphael, viser van Eyck ikke den samme tiltro til kirkegængernes intelligens, som Da Vinci gør i sine fremstillinger af emnet.
Endvidere ses den glade og voldsomt fromme giver af tavlen og hans kone , tre profeter (hvoraf den ene er Sibyllen, men det kan kloge mennesker sikkert forklare mig ved lejlighed) og to figurer malet så det ligner marmorstatuer sat ind i små nicher.
Og når man så har åbnet for herligheden ser man Adam og Eva på hver fløj mens midtbanen udgøres af (fra venstre) Maria, Gud og Johannes Døberen. Disse er flankeret af et hårdt arbejdende englekor med band, mens der nedenunder udspilles den store hyldest til lammet. Lammet er anbragt på en lille scene i midten af landskabet og der strømmer folk til fra højre og venstre: Jesu soldater, de retfærdige dommere, gode præster og pilgrimme – jo, de er der skam alle sammen. Ja, selv de hellige eremitter står trygt sammen og siger i kor;” Ja, vi er alle individualister!”. Baggrunden udgøres af en meget højt anbragt dobbelt horisont med mørkeblå bjerge bagerst og træer og kirketårne (bl.a. også St. Baaf) ved første horisont.
Van Eyck forvirrer mig dog en smule idet der yderst til højre kommer en flok pilgrimme: Disse ledes af en person i dobbelt mandshøjde og med den rødfarvede kappe, som traditionelt symboliserer Jesus (den kongeblå farve er i baggrunden), men Jesus er der jo i forvejen i form af lammet. Nu kunne man jo hælde til den tolkning, at det drejer sig om en særdeles populær basketballspiller på Van Eycks tid, men jeg tror nu, at det er Jesus, idet disse altertavler jo nok også var datidens flonellograf, så alle kunne se de store giraffer.Det der nok imponerer mest er, at hvad disse flamske primitivister manglede i perspektiv (i forhold til deres italienske konkurrenter) har Van Eyck til fulde i stoflighed. Gengivelsen af bl.a. Guds og Marias kapper er så naturtro, at man synes at kunne føle stoffet med øjnene, selv de her små 575 år senere. I det hele taget en stor oplevelse – for nørder, kunstelskere og pensionerede bibliotekarer.

Essential reading – my arse

2005-07-30T16:54:00.000+02:00

To many people summer holiday means reading good books in the shadow of some big three – I’m all for it, but it’s been a while since I had a suitable book in my hands. The last one was Bob Dylan’s “Chronicles vol. 1” but it was released up to X-mas and I couldn’t wait till summer … mind you, it’s a brilliant and somewhat odd book.
This summer I was recommended “The Rule of Four” by Ian Caldwell and Dustin Thomason. It’s riding on the latest wave of pseudo-academic thrillers competing with books such as “The da Vinci Mystery” and what have you. Let me tell you from the start – if you wanna read books of that genre then go to the mother-ore: Umberto Eco or if you prefer a bit more easy-reading Arturo Pérez-Reverte! Don’t waste your time on self-absorbed copy cats! It’s like reading Ken Follett instead of Shakespeare!

When football lost it's innocence

2005-07-13T18:14:00.000+02:00

Recently a mate’s son and I talked about football and I told the story about the then great German player Ewald Lienen who in 1981 got brutally attacked on purpose when the coach for the opponent team couldn’t see any other way to stop him. I promised him that I would show him a rather famous picture from that situation …. mission accomplished.

Useless Summer Quizzz

2005-07-12T16:11:00.000+02:00

From time to time I try to annoy my friends in the Bowie Newsgroup with useless links and off topic postings. This summer the NG is trying to recover after the lost of some heavy geezers, a completely horrific row (signifying the rise and fall ...) plus the fact that the man whom we admire has gone hibanating, so I decided to biff up the gaff a bit with an on topic summer quiz. So far it has turned out to be pretty difficult or maybe they just don’t want to play. It couldt however also be only me who gets a kick out of gussing who old farts in pictures “used to be”. It's updated every evening 'round 8 o'clock and you can see it here: http://home20.inet.tele.dk/corvus_corax/Quizzz.htm

Ravns traditionelle sommerhilsen

2005-06-12T18:34:00.000+02:00

Så blev det en realitet!

Hvad der indtil for nyligt blot var en moderne myte i stil med elgen, der vågner på taget af bilen, fingeren i mælkekartonen og empati i Dansk Folkepartis folketingsgruppe, har bevæget fra fiktion til faktion og er nu en direkte håndgribelig kendsgerning: Jeg har sommerferie!

Lad mig sige det med det samme: Det har været et godt år! – et år fyldt med små succeser, masser af udfordringer og spændende tilbygninger.
Jeg flyttede jo fra min tidligere arbejdsplads og til Kalbyrisskolen i Næstved lige før september – og det var bestemt ikke et dårligt skridt. Her har jeg i år arbejdet i specialafdelingen med en første klasse bestående af 8 børn, hvoraf 3 er de såkaldte 20.2-elever. Afdelingen er ”spændt hårdt for” men fuld af engagerede og dygtige kolleger, som tager godt imod nye folk. Ungerne er nogle stakler med alskens problemer – bestemt også nogle med problemer, som et velfungerende system ville placere i andre institutioner. Vores lille flok krævede vores fulde årvågenhed og det var ikke stedet, hvor man i begyndelsen kørte en ”Reumert” eller kastede sig ud i eksperimenter, som selv en ikke en idealistisk seminarielærer ville foreslå, men ro, renlighed og regelmæssighed var gode retningslinier og dette udgangspunkt gav snart min kollega og jeg større og større råderum, som afkastede gode resultater, med søde børn og større faglighed!
Det har været et meget spændende og lærerigt år, og meget af det skyldtes min gode, og desværre nu forhenværende, kollega, Lykke. Hun er et varmt menneske, en god kollega og en dygtig lærer, som havde gjort det hårde forarbejde, før jeg kom svansende og scorede de billige point. Lykke kaster sig nu ud i et spændende eventyr, idet hun har taget uddannelsesorlov, og vil sidde i Tyrkiet, blandt bourgonvilla og palmer, og læse psykologi, mens hendes mand sælger lejligheder. Jeg vil savne hende og vores samarbejde!

Der kommer jo et tidspunkt, hvor enhver mand må forberede sig på det uundgåelige – det, som ingen, hverken høj eller lav, kan forsikre sig mod. Man søger at gemme sig bag computerskærmen eller stikke fingrene i ørerne og synge højt … ja, jeg har endog hørt om folk som går i haven (!), men alligevel kommer den snigende; der går et spøgelse gennem Europa, og nu er det også kommet til mig: Fremskridtet. Ikke blot fik jeg mobiltelefon for nogle år siden, jeg er nu også røget på den seneste modedille, og jeg er blevet så begejstret for den, at jeg spår, at inden længe vil de fleste voksne ha’ en såd’n. Dette kan – nej, dette vil blive fremtidens transportmiddel og sammen vil vi i fred og fordragelighed hver for sig lade os befordre frem og tilbage, hvad enten det drejer sig om arbejde eller 20 meter længere hen ad gaden. Jeg har nemlig fået BIL … og ikke nok med det; jeg har også på lovlig vis rekvireret et statskontrolleret bevis på, at jeg er kvalificeret til at føre ovennævnte motoriserede ekvipage.
Så nu tæsker jeg rundt i en lille Lupo og kan snakke med i selskaber om benzinpriser, hastighedsbegrænsninger og andre menneskerettigheder. Og uha, hvor jeg nyder det – det at kunne køre når jeg selv vil, at dreje til venstre i stedet for til højre, er altså ikke helt ringe!
Jeg bruger en del tid for tiden på at køre til Tystrup Sø for at holde øje med en havørnerede, hvor det ser ud til, at de (registreret for første gang i DK) får 3 unger på vingerne. Det synes jeg er utroligt spændende og skønt jeg ”bare lige vil forbi” bliver det tit til flere timer.
Om jeg vil tage på en længere tur i løbet af ferien er slet ikke utænkeligt, jeg har tænkt både Nordkap, Gotland og Mosel, men det kan lige så godt være, at jeg bestemmer mig for at futte rundt i Danmark med golfbag’en og kikkerten!

Efter sommerferien skal jeg så tilbage til overbygningen; jeg skal undervise både 7. og 8.-klasser, men jeg skal hovedsageligt ind og have dansk og klasselærerfunktion i en 9.-klasse. Det er meget tydeligt, at der er stor forskel mellem min nuværende og tidligere arbejdspladsers udskolingsforløb, men jeg glæder mig til at komme i gang – .

Jeg ønsker jer alle en god sommer og vil hermed takke de, som holder hjulene i gang!

Thomas

Slaget på reden

2005-05-22T21:19:00.000+02:00

Det var med en klippefast overbevisning om, at det måtte være muligt at finde en havørnerede ved Tystrup Sø, at jeg forlod matriklen her i Ensomme Gamles Værn i morges og begav mig ud på min mission. Jeg mener; sådan en flok ornitologer, skolelærere, pensionerede bibliotekarer og andet social udskud måtte da være til at få øje på. Allerede fra morgenstunden strålede solen, så jeg var sikker på at kunne se de islandske sweaters og pagehåret på lang afstand.
Næppe er jeg drejet ind i området, før jeg ser en flok mennesker stå og kigge tilsyneladende formålsløst over mod en samling træer i en sådan kvantitet, at man vel nærmest må betegne det som værende en lille skov.… og det samme gjaldt for træerne.
Nu skal man jo ikke afsløre sin stupiditet straks man stiger ud af bilen – det kommer tids nok, når man åbner munden – så jeg undlod at skrige højt og slå flikflak, da jeg hurtigt fik øje på reden uden brug af kikkert, og cool slentrer jeg over mon flokken af mennesker og spøger høfligt, men nonchalant, om der er sket noget spændende i dag?! Ja, så kan de jo se, at man da følger livets gang i den lille familie intenst og på nærmeste hånd, og såd’n næsten er at regne som lidt af en gudfader til de små.
Men nej – der skete faktisk ikke en skid, og et kort øjeblik frygtede jeg, at jeg havde spildt min optræden på et lokalt pileflethold fra LOF, indtil jeg fik øje på deres batteri af Swarovski, Leica og Zeiss teleskoper. Men der skete faktisk ikke en skid – en lille dame med stor kavalergang kunne dog fortælle, at hun mente at have set noget røre sig i reden for lidt siden.
Vi fik en lille hyggelig sludder, mens folk kom og gik og på den måde fik vi at vide, at begge de voksne var set i den anden ende af søen. Det fik flere til at springe i bilerne, som var det en melding om kopulerende Californisk kondor, og der sad jeg tilbage – misbrugt, fornedret og forladt.
Men lykken varer så ingenlunde evigt (som Lykketoft sagde, da han kom af med Auken) for snart kom en lille mand med både skop (Leica), kikkert og talegaver … uha, så rigelig en talegave. Og inden længe vidste jeg, og det meste af Fuglebjerg Sogn, alt om hans kommende klassefest (han gik ud i ’56 og de skulle nu mødes og de blev 70 .. jeg har fortrængt, hvilket forsamlingshus det var, men jeg dukkede mig hver gang jeg passerede ét på vej hjem), alt om hans familie, om hans kommende tur til Spanien (første gang i udlandet) og om prisen på et pas nu om stunder.
Men også dette studie af resultatet af en for længst hedengangen fætter-/kusinefest fik en ende, og efter at have råbt de fleste blade af træerne, måtte han også skynde sig, for han sku’ da re’dinok til klassefest og han gik ud i ’56 og nu sku de mødes og de blev 70. Jeg lukkede bildøren efter ham og han kørte stadig talende væk!
Tilbage stod jeg nu på vejen; fugle sang til alle siden – lærke, vibe, gransanger, gøg, tornsanger, musvit, jernspurv, gærdesmutte og så alle dem jeg ikke genkender. Forbi mig krydsede en huldue – tårnfalken musede over marken – og efter at have smidt trøjen så jeg stod i T-shirt, manglede der ikke meget før livet var helt acceptabelt. Og så kom det der næsten er bedre end en pibe tobak og vistnok også en anden ting jeg har glemt: Der begyndte at komme lidt liv i reden. Én unge stod på kanten og baskede med vingerne, mens en anden, sikkert i forventning om et større tilskuerantal, behændigt sked ud over redekanten. Og havde det ikke været fordi jeg har mere at fortælle, havde jeg med glæde nu kastet mig ud i en disput, hvorvidt man rent faktisk kan skide behændigt – også når man kun har kløer - men det er der slet ikke tid til, for mens der var liv i reden på den ene side af vejen, kunne jeg nu se de to voksne havørne skrue over søen bag mig på den anden side af vejen. To store, begge næsten fuldt tegnede, døre svævede med den karakteristiske lange hals og skruede på den måde til de forsvandt bag skoven og ned i Bavelse Sø.
Se, nu forventer de, som mener at kende mig sikkert en beskrivelse af Ravns Ørnedans, men netop som jeg lagde an til den kom endnu en bil og sammen stod vi to nu og ventede spændt på næste akt.
Han var en hyggelig fyr, lignede en John Mogensen-kopi, og så var han faktisk nabo til reden. Han kunne fortælle en masse skægt om ørnene og dyrelivet omkring søen, mens jeg satte ham ind i den aktuelle situation.
Sådan stod vi og talte i en halv times tid og afbrød kun vores historier med små anekdoter om hvad der sker mens man kigger den anden vej. Og i det samme ser vi hannen komme lige ind over hovedet på os med en voldsom stor fladfisk i kløerne. Den kom ind over os i trætopshøjde og selv jeg ville have kunne tage et godt billede af ham – jeg siger ikke, at den var tæt på, men jeg kan fortælle, at den ikke tilhører Det Mosaiske Trossamfund.
Det kan være vanskeligt at beskrive såd’n hvad der sker, mens sådan en piphans flyver forbi én: Smører man for meget på, bliver det hurtigt rørstrømsk, og kynikere og andre matematikere tabes for resten af historien - mens gør man for lidt ud af beskrivelsen, har man misset hele stykkets clue, og man burde slet ikke ha’ forladt puslespillet og TV-Danmark for at tage ud i naturen. Men dér stod jeg, mens denne kæmpe af en havørn passerede så tæt at øjne, fjer, kløer og bytte let kunne skelnes uden kikkert og den med stålfaste øjne sigtede direkte mod reden. En følelse af glæde rammer én og udbrud som, ”Hold da kæft!” hviskes med ærefrygt!
Han fortsætter over marken, men frem for at styre direkte mod reden eller sætte sig i udkikstræet ved siden af, flyver den ind i skoven lige under reden og går så langt ned, at vi begynder at tale om muligheden for at en af ungerne skulle være faldet ud af reden. Først 10 minutter senere kommer den ud igen og denne gang flyver den op i reden, hvor den fodrer de tre unger.
Fodringen foregår alt imens hunnen er begyndt at skrue sig opad nede over søen – også hun med en fisk mellem kløerne. Og skulle vi ikke have set det første gang flyver hun også lige ind over os, og fortsætter direkte til reden, hvor ungerne nu bliver fodret af begge forældre i et stykke tid, hvorefter hannen flyver over i udkikstræet og pudser fjer.
Fodringen, fjerpleje og ren afslapning varede i timer og blev overvåget af flere Zeiss’er, Swarovski’er og Kowa’er – men det var kun John Mogensen og så altså mig som at der så overflyvningen!
Jeg dansede Ravns Ørnedans da jeg kom hjem!

Ravns traditionelle julehilsen, 2004

2004-12-20T18:38:00.000+01:00

Man skal dæl’me lukke øjnene godt, stikke fingrene langt ind i ørerne og istemme nogle seriøs høje LA-LA-LA’er for at undgå den heromsigkastende jul, som spreder sin englesæd i grams til både højre og nede. Den er alskens steder – som en kravleild har den sat sig i øre- og husgange; postkasser og andre voksne mænd har kronisk forstoppelse og små uskyldige børn ses overalt iklædt den traditionelle beklædning; bart maveskind og nissehue - inden længe vil denne juleafbrænding sikkert være lige så fast en tradition på det danske hushold som Halloween og Valentine’s Day.
Så ihukommende den i marts fødte håndværkersøn vil jeg hermed udsende min traditionelle julehilsen til høj og vertikalt udfordrede.
Tja, det var så det .. endnu et år er gået og denne gang et af de bedre! 2004 blev året, hvor der blev ryddet op i skabet og en del gamle skeletter blev først set i øjnene og derpå smidt ud… hmmm, det lyriske billede holder altså en del bedre i tankerne end på papir, men skidt; mine læsere her er enten præget af diverse julefrokoster eller deres altergangsstativ forhindrer dem i at komme tæt nok på skærmen!
Jeg har brugt året på at sætte en del punktummer hist og her; således har jeg bl.a. afsluttet mine ansættelser i henholdsvis ungdomsskolen og på Sofiendalskolen. Nu arbejder jeg på Kalbyrisskolen i Næstved, hvor jeg, sammen med en god kollega, arbejder med specialklasseelever på første skoleår. Det ligner ikke meget, hvad jeg lavede tidligere (bortset fra det gode samarbejde), men det er lige så pædagogisk og fagligt spændende.
I 2004 døde min far uden forudgående sygdom – en mand, som havde oplevet toppen og bunden, og skønt min familie har stået model for flere af Rifbjergs familierportrætter, er det nu meget rart, at min søster og jeg nåede at genskabe kontakten med ham.
Og det er vel så en del af den store cyklus, eller som en stor, tidligere dansker ville sige; typerende, at Annebeth, min søster, og Frank, ikke min søster, fik en dejlig pige d. 11.12. som skal hedde Amalie, pigen altså. Men hun er lille og smuk, hvilket endnu en gang beviser, at tilfældigheds- og kaosprincippet også råder inden for gen- og arvelighedssektoren.
Så nu er jeg altså onkel og deri henkastes jo et vist ansvar, men jeg har allerede lovet Amalie, at jeg vil lære hende at lyve usporligt for sine forældre, kaste op næsten lydløst og bliver samf.spoglig student uden at bryde med sin religion (andagt hver fredag og lørdag aften).
Humlen i mine tanker bag denne seriøse julehilsen er, at tiden ikke er til at stoppe op og kigge tilbage, tro mig; det har jeg prøvet – der er alt for meget spændende foran. Det ligger lige dér!
God jul og et endnu bedre nytår
Kh
Thomas