Van Eyck: "Guds Lam"

I St-Baaf-domkirken i Gent finder man et af de vigtige værker fra den såkaldte Nordlige Renaissance, nemlig Van Eyck-brødrenes triptykon ”Guds Lam” fra 1432. Triptykon er et flot ord jeg lige kas-tede ind for et impo-nere evt. kvindelige læsere, men det be-tyder i virkeligheden blot en trefløjet altertavle – ofte hvor ”vingerne” kan åbnes og lukkes.
Lukket ser man på altertavlen først og fremmest Bebudelsen (scenen fra biblen, hvor englen kommer til Maria og fortæller, at hvis hun følte nogle kilde i løbet af natten så har det sin forklaring) i en klassisk symmetrisk komposition – der er hvad der skal være, selv en lille due, der flyver ned mod (ind i) Maria, i tilfælde af, at nogle ikke skulle vide, hvad der her drejer sig om. Selve billedet er primitivt både i komposition og symbolbrug og, som Raphael, viser van Eyck ikke den samme tiltro til kirkegængernes intelligens, som Da Vinci gør i sine fremstillinger af emnet.
Endvidere ses den glade og voldsomt fromme giver af tavlen og hans kone , tre profeter (hvoraf den ene er Sibyllen, men det kan kloge mennesker sikkert forklare mig ved lejlighed) og to figurer malet så det ligner marmorstatuer sat ind i små nicher.
Og når man så har åbnet for herligheden ser man Adam og Eva på hver fløj mens midtbanen udgøres af (fra venstre) Maria, Gud og Johannes Døberen. Disse er flankeret af et hårdt arbejdende englekor med band, mens der nedenunder udspilles den store hyldest til lammet. Lammet er anbragt på en lille scene i midten af landskabet og der strømmer folk til fra højre og venstre: Jesu soldater, de retfærdige dommere, gode præster og pilgrimme – jo, de er der skam alle sammen. Ja, selv de hellige eremitter står trygt sammen og siger i kor;” Ja, vi er alle individualister!”. Baggrunden udgøres af en meget højt anbragt dobbelt horisont med mørkeblå bjerge bagerst og træer og kirketårne (bl.a. også St. Baaf) ved første horisont.
Van Eyck forvirrer mig dog en smule idet der yderst til højre kommer en flok pilgrimme: Disse ledes af en person i dobbelt mandshøjde og med den rødfarvede kappe, som traditionelt symboliserer Jesus (den kongeblå farve er i baggrunden), men Jesus er der jo i forvejen i form af lammet. Nu kunne man jo hælde til den tolkning, at det drejer sig om en særdeles populær basketballspiller på Van Eycks tid, men jeg tror nu, at det er Jesus, idet disse altertavler jo nok også var datidens flonellograf, så alle kunne se de store giraffer.Det der nok imponerer mest er, at hvad disse flamske primitivister manglede i perspektiv (i forhold til deres italienske konkurrenter) har Van Eyck til fulde i stoflighed. Gengivelsen af bl.a. Guds og Marias kapper er så naturtro, at man synes at kunne føle stoffet med øjnene, selv de her små 575 år senere. I det hele taget en stor oplevelse – for nørder, kunstelskere og pensionerede bibliotekarer.