At dø med livet i behold

En af mine venners far døde for nyligt. Han blev bisat i en lille, nærmest skøbelig kirke; revner i væggene, skibet over døren bevægede sig stille, når det trak for volsomt fra våbenhuset - men rummet var varmt, højtideligt og velkommende. Hver en bænkeplads var optaget og ligegyldigt hvor man så lå der blomsterbuketter; fra kisten og langt ned ad gulvet og hele vejen rundt langs sidevæggene på en lille hylde mellem bænke og væg. Bagerst i rummet, foran det lille orgel og klokkeren, som samvittighedsfuldt og messende styrrede bedeslagene, sad en gruppe aldrende mænd, alle i samme påklædning; sorte bukser, hvid skjorte og lilla vest. Det var sognets herrekor, som den afdøde havde været med i, og som sikkert selv mange gange tidligere havde siddet der og sunget for tidligere medlemmer en sidste gang.
Bisættelsen var som den slags nu er, jeg er faktisk sikker på, at kendere vil kategorisere den som smuk. Provsten, som uden tvivl er blevet sammenlignet med Pontoppidans "isbjørnen" tidligere, brølede sin prædike og båretale over forsamlingen, som modtog den med alvorlige smil og små nik.
Men med ét blev folk lydhør, for da sagde han om afdøde:" Han døde med livet i behold!"

- Tænk, hvis det kan siges om os!