Endnu et år er gået, endnu en drøm ødelagt - endnu en drøm skabt.
Må det kommende år blive bedre (det kan umuligt blive andet)!
Godt Nyt År
Thomas

Something's rotten in the state of Denmark

Well, we have made it to the headlines .. again. And within hours we managed to make it a debate about the freedom of speech instead of manners, ethics and moral, mainly due to the simple fact that we have none of the latter. I am living in a country which used to speak up when someone was in dire straits –whenever justice or human rights were neglected and when the stronger countries bullied the small and weak. Now the country is plagued with racism and prejudice and we are treading people who come here to seek help with such an indifference that it can surely be said that we have no right to call us Christians. We now have rules and laws which can only be compared to Germany in the early thirties and we have a party in the government that very well can stand for the same comparison. A refugee, raped by I don’t know how many soldiers, and critically ill may not receive treatment. A politically refugee coming to Denmark after being tortured in his or her homeland may never be allowed to stay because the person cannot pass a test which 1/3 of all Danes can’t pass either.
I'm living in a country where the head of one of the largest parties of the country can get away with saying that "the Grand Mufti has a lot of power in a underdeveloped, backward and ignorant continent" (Pol. 21.2.).
I’m living in a country so used to freedom that we don’t give a toss about those who still cherish it. We get our values from the telly where every makeover is done on somebody else, i.e. a house, a face or a boob job and every fight is the fight of an individual, not ‘cause he or she has any virtues or competences but simply is better shafting everybody else. Solidarity and empathy have gone down the toilet in a self-centred misconstrued version of liberalism and a romantic-perverted chase after “fuck the Jante-law” legalizing the total absence of the two plus intelligence and manners.
The ugly duckling has drowned in a cesspool of bigotry and the little mermaid is held up in a refugee camp waiting for extradition.
“Give me your hungry, your tired, your poor, I’ll piss on ‘em”
I’m living in a country full of people who have been seduced by a group of populists -
I’m ashamed of my country!

Ravns traditionelle julehilsen, 2005

"Die Hard", "Air Force One", Linie 3, programmer om asa-troen og Georg Mikael - det kan kun betyde én ting: Det er jul!
Nu kan jeg nok ikke slippe afsted med at lyde så overrasket - den kommer jo ikke helt bag på os, den der jul! Kvantiteten af reklamer, artikler om hvordan de kendte holder jul og andre uforsete regninger fortæller det så rigeligt, og da jeg oven i købet har været velsignet med en forretning her i Den hellige Stad, som lavede julevindue i efterårsferien, har jeg haft ekstra lang tid til at blive fyldt med hjertevarmende julefryd. Et andet tegn er, at Lupoen blev indkaldt til service, og jeg er sikker på, at jeg skal hilse jer alle fra det samlede personale hos folkevogn i Haslev, som i år fejrer jul på Seychellerne.
Igen i år skulle der prøves nye ting og når man stikker næsen for langt frem må man også regne med at få nogle over ørerne ... eller det. I et anfald af overmod lagde jeg billet ind på stillingen som pædagogisk ansvarshavende på Kalbyrisskolen, men efter en eklatant dårlig samtale fik jeg den ikke. Da tingene ikke kører helt som jeg gerne ville have det på skolen, valgte jeg efter nogle søvnløse nætter at søge væk. Jeg kiggede derefter på en lignende stilling i Århus, men da det viste sig at være en stilling med for megen regneark-arbejde, slog jeg til, da jeg hørte om en almindelig lærerstilling i Køge. Her skal jeg overtage en ottende-klasse efter nytår, og jeg ser meget frem til igen at lave arbejde, som er nogenlunde tidssvarende uden at blive udsat for kollegial bagtale.
Det var naturligvis ikke en nem afgørelse; dels at "give op" dels at forlade ungerne, skolelederen og et par engagerede kolleger før tid, men jeg følte ikke, at jeg kunne se mig selv i spejlet længere.
Børnene i min nærmeste omgangskreds ser ud til at have det rigtig godt ikke mindst takket være nogle gode forældre; det drejer sig her om min lille niece, Amalie, min gudsøn, Hans-Christian og de tre havørne ved Tystrup Sø. Det er så noget flovt at indrømme, at jeg har set mest til de tre sidste, noget som skal ændres til næste år!
Og nu hvor proppen var af, skal min søster ha' en lille til maj - jeg har forslået at skrue op for varmen, men det var for sent!
Jeg ønsker jer alle en godt jul og et endnu bedre nyt år!

Kanon

Mine skoleleder ønskede en kort redegørelse for mine holdninger til de store kanon-tanker:
Efter således at have ladet sig inspirere af USAs udenrigspolitik og Frankrigs integrationspolitik vendte den danske regering sit Saurons øje mod ikke længere eksisterende østbloklande for at liberalisere undervisningen i det lille, hyggelige land.
En lille håndfuld navne blev fundet frem fra pensionerede bibliotekarers gemmer og, med ærefrygt i stemmen, introduceret i denne post-romantiske tsunami af nyreligiøs nationalisme. Og oppe på bjerget sad ældre anmeldere, nervøse overlærere og de tre korsriddere, Krarup, Langballe & Camre (sidstnævnte skulle dog spørge Søren Espersen om lov) og så, at det var godt! Atter var der ro bag kakkelbordet, og under billedet med den liderlige kronhjort blev kaffen og marmorkagen serveret, mens vi tænkte på dengang, hvor den ikke hed Gevalia men Richs.

Jeg er bekymret over, at min opgave i forhold til de i Folkeskoleloven beskrevne formålsparagraffer nu er blevet ændret således, at den enkelte elevs socialisering ikke længere bliver baseret på dennes udvikling og individuelle vurdering, men i stedet nu er et resultat af en statskontrolleret prægning.
Der er ikke noget, der råber mere på psykologhjælp (bortset fra harmonika-musik og pædofili) end et barn med en St. St. Blicher-bog i hånden.
Jeg mener ikke, at det bør være min opgave at vise vores elever disse forfattere, som var de udstillede genstande på en litterær lit-de-parade. Vi skal tilsyneladende ikke længere give dem redskaber, men svaret til den næste stopprøve; et navn er godt at kunne i en verden, hvor menneskesynet er en kvalitetsbedømmelse baseret på indtjente oste i Trivial Persuit eller reciterede Psalmevers.
Dermed ikke være sagt, at vi kun skal læse Martin & Victoria - men jeg tror, det er vigtigt at læse relevant og kvalitetspræget materiale - og det er Herrr Blicher så ingenlunde automatisk!!!
Min opgave, udover de som er så tydeligt beskrevet andetsteds, er at styrke disse elever i en sådan grad, at de kan gøre vores verden bedre end vi har formået!
Dette gør jeg på det didaktiske plan i danskundervisningen bl.a. vha. tema-læsning, hvor det altså ikke er forfatteren, men tekstens indhold og tema der er det centrale element.
Gennem min undervisning er det således ét af mine mål, at jeg kan give mange af eleverne lysten til at opsøge de store Forfattere, når de selv er klar til det.
Når jeg stikker mine elever en tekst af Jokeren (efter min mening blandt Danmarks bedste nulevende lyriker) og lader dem selv opdage båndene til Dan Turèll og Emil Aarestrup, så er det edder-muggeman'me undervisning der sparker r..! Tænk, hvis jeg gav dem Jeppe Aakjær i stedet for Naja Marie Aidt – så burde man faktisk bede en ansvarlig skoleleder bryde ind.
Og at Etatsmand Weinreich så træder frem i Statsradiofonien og siger, at kanonen skal fylde så og så få procentdele af undervisningen viser blot, at De ved lige så lidt om moderne undervisning som det nye socialdemokrati ved om arbejderklassen (jeg kunne ikke dy mig)!
Jeg er næsten flov over slutteligt at skulle indrømme, at mine elever når at møde langt de fleste af de nævnte lig og andre koryfæer på listen…. men ikke, skyndte han at tilføje, grundet deres navn!
Jeg håber, at jeg har undgået så mange af dine spørgsmål som muligt – du er velkommen til at kontakte mig for flere afvigelser!
;-)
Thomas

At dø med livet i behold

En af mine venners far døde for nyligt. Han blev bisat i en lille, nærmest skøbelig kirke; revner i væggene, skibet over døren bevægede sig stille, når det trak for volsomt fra våbenhuset - men rummet var varmt, højtideligt og velkommende. Hver en bænkeplads var optaget og ligegyldigt hvor man så lå der blomsterbuketter; fra kisten og langt ned ad gulvet og hele vejen rundt langs sidevæggene på en lille hylde mellem bænke og væg. Bagerst i rummet, foran det lille orgel og klokkeren, som samvittighedsfuldt og messende styrrede bedeslagene, sad en gruppe aldrende mænd, alle i samme påklædning; sorte bukser, hvid skjorte og lilla vest. Det var sognets herrekor, som den afdøde havde været med i, og som sikkert selv mange gange tidligere havde siddet der og sunget for tidligere medlemmer en sidste gang.
Bisættelsen var som den slags nu er, jeg er faktisk sikker på, at kendere vil kategorisere den som smuk. Provsten, som uden tvivl er blevet sammenlignet med Pontoppidans "isbjørnen" tidligere, brølede sin prædike og båretale over forsamlingen, som modtog den med alvorlige smil og små nik.
Men med ét blev folk lydhør, for da sagde han om afdøde:" Han døde med livet i behold!"

- Tænk, hvis det kan siges om os!

Sic Transit Gloria Mundi

De sidste skvulp af sommerferien lyder nu fra glasset; snart skal vi atter ind på række og geled og sammen tilfredsstille regeringens krav om stopprøver, fag-, rumme- og renlighed. Inde længe er også denne ferie et minde på højde med den første månelanding og Danmark til Ejderen, mens uskyldige små flyver intetanende ind i vores klæbrige net og sidder ubehjælpeligt fast.
Men det har været en god sommer; jeg har efterhånden også akkumuleret 43 års træning til at nå en vis professionalisme i at holde ferie, så denne sommer blev lang, næsten begivenhedsløs .. og dejlig!
Planerne var store og ambitiøse før ferien: Der skulle golfes, besøges museer og snart skulle Lupoen til Nordkap, snart til Mosel - drømmene var store, men skønt sandslottet end ikke blev bygget stod tomten ikke nøgen og trøstesløs tilbage. For jeg fik spillet lidt golf - så meget min ryg nu tillod - jeg gjorde i år det, at jeg slog ud tidligt om morgenen og fik på den måde en dejlig start på dagen .... og ikke mange så mig, hver gang jeg skulle ud og lede efter mine bolde.
- Old golfers never die, they just loose their balls! -
Min gamle ven fra seminariet og Whiskyklubben, Jesper, stod pludselig og manglede en til at tage med ham til Belgien, så Lupoen kom skam ud at køre på de store udenlandske motorveje ... og det klarede den endog fint. Faktisk fik den lov til at overhale en Aston Martin Db7 og det har været lidt vanskeligt at holde den tilbage siden - så sent som i aftens hørte jeg den spille op til en af de ældre beboeres gangstativ og jeg frygter den dag vi holder tilbage for rødt ved siden af en gruppe medlemmer af det tatoverede broderskab.
Vi boede i Gent, en by, hvor den indre byplan er lagt på store drejescener, således at stakkels turister hver morgen står hjælpeløse og kigger på kortet for til sidst at kigge efter solen for i det mindste at få et begreb om verdenshjørnerne. Udover dette vil jeg huske byen for vores stamknejpe nede ved havnen, Jan van Eycks flotte triptykon i en af byens kirker (læs evt. mere herunder) og en særdeles god restaurant ved navn "Le petit restaurant", som ligger på Rode Koningstraat 12.
Vi tog også til Brugge, som er en rigtig dejlig by med mange smukke, gamle huse - i centrum har de tilsynelydende kun tre forskellige butikker; chokolade, øl og kniplinger .. sidstnævnte må være til at tørre munden bagefter.
I Brugge fandt jeg også hotellet jeg skal bo på, skulle jeg være så heldig at lande i byen igen på en lille småromantisk rejse: Denne gang havde jeg kun Jesper og råd til en cappuccino ... og der skal mere til at chatte såd'n en salmehøker op! Men du kan jo besøge hotellets hjemmeside på: http://www.relaisbourgondischcruyce.be/
Men nu var det jo ikke kun grundet kunsten og gamle huse, at vi forlod vores beskyttede tilværelse i Danmark - næ, vi var skam mænd på en mission. Bag os lå al forsigtighed da vi hin morgen begav os ud på vores færd for menneskeheden til det hellige St. Sixtuskloster i det aller sydligste af Belgien. Foran lå en farefuld rute som bl.a. tog os over noget, som ifølge vejskilte var bjerge, og inden længe så vi da også noget som med lidt mellemeuropæisk forståelse kunne tolkes som en bakke. Vi valgte udfra en filantropisk indfaldsvinkel solidarisk at forsøge at få propper i ørerne - desværre uden held.
Se, det er jo Jesper, som er den store ølmand og efterhånden som vi nærmede os klostret blev han alt mere urolig og pacede snart restløs op og ned ad Lupoens dæk - alt imens, det skal siges, at han gav ulastelige køreanvisninger!
Og der lå det så, det allerhelligste inden for ølbrygning: St. Sixtus, hvor de tavse trappister laver den fine øl Westvleteren i tre forskellige udgaver. Kun et skilt fortæller den ølglade køber, hvilken øl der kan erhverves på den aktuelle dag og store blev Jespers øjne, da skiltet uden blusel informerede os om, at der ingen øl var at indkøbe denne dag. Der sad han, ensom, fornedret og forladt - med våde øjne, og lignede et barn, som kun har fået belgiske kniplinger og tweedunderbukser i julegave. Ja, det var nærmest synd!
Dog var trøsten for hånde, idet der på den anden side af vejen lå et mere verdsligt cafeteria, hvor det var muligt ikke blot at smage den forjættede humle, men også, til favourabel pris, at indkøbe eksemplare af alle tre brygge fra klostrets hellige gryder. Og så blev han lidt glad igen!

Herhjemme har jeg næsten dagligt været ved ørnereden ved Tystrup Sø, hvor alle tre unger er kommet på reden og nu flyver frem og tilbage i træerne ved reden og nede ved søen. Det er stort at se såd'n en mother af en pipper, men at se fem på en gang og vide, at de alle er danske er imponerende. Faktisk er det blevet rigtig godt for Danmark mht. ørne idet der har været hele 12 ynglende par i år - kun reden ved Haderslev glippede i år, idet nogle mennesker kom for tæt på med det resultat, at forældrefuglene blev så stressede, at de forlod reden for stedse og ungerne gik til.
Denne sommers dårlige nyhed var, at skipper i Dalby desværre måtte sælge sin båd. Motoren gik i stykker og en reperation ville løbe op i et beløb som krævede mere en almindelig lærerløn og entusiasme. Jeg håber dog, at Per ikke helt fravælge havet men finder noget, som kan glæde både ham og Karen. Vi nåede dog at få en sidste tur, som trods motorbesvær var hyggelig sejllads til Vejrø, hvor vi mødte Ulla og Jørn.
Min niece er begyndt i vuggestue i denne uge - i begyndelsen følges hun pænt af begge stolte forældre, så der går nok ikke længe før hun indmeldes i både golfklub og Wolverhamptons ungdomsafdeling!
Tja, det var den sommer - næste sommer skal tilbringes med færre bøffer på grillen, mindre tobak og næsten ingen Malts, vin og øller - og hvis du tror på den, så har jeg et skøde på Eiffeltårnet som jeg gerne vil sælge til dig!

Van Eyck: "Guds Lam"

I St-Baaf-domkirken i Gent finder man et af de vigtige værker fra den såkaldte Nordlige Renaissance, nemlig Van Eyck-brødrenes triptykon ”Guds Lam” fra 1432. Triptykon er et flot ord jeg lige kas-tede ind for et impo-nere evt. kvindelige læsere, men det be-tyder i virkeligheden blot en trefløjet altertavle – ofte hvor ”vingerne” kan åbnes og lukkes.
Lukket ser man på altertavlen først og fremmest Bebudelsen (scenen fra biblen, hvor englen kommer til Maria og fortæller, at hvis hun følte nogle kilde i løbet af natten så har det sin forklaring) i en klassisk symmetrisk komposition – der er hvad der skal være, selv en lille due, der flyver ned mod (ind i) Maria, i tilfælde af, at nogle ikke skulle vide, hvad der her drejer sig om. Selve billedet er primitivt både i komposition og symbolbrug og, som Raphael, viser van Eyck ikke den samme tiltro til kirkegængernes intelligens, som Da Vinci gør i sine fremstillinger af emnet.
Endvidere ses den glade og voldsomt fromme giver af tavlen og hans kone , tre profeter (hvoraf den ene er Sibyllen, men det kan kloge mennesker sikkert forklare mig ved lejlighed) og to figurer malet så det ligner marmorstatuer sat ind i små nicher.
Og når man så har åbnet for herligheden ser man Adam og Eva på hver fløj mens midtbanen udgøres af (fra venstre) Maria, Gud og Johannes Døberen. Disse er flankeret af et hårdt arbejdende englekor med band, mens der nedenunder udspilles den store hyldest til lammet. Lammet er anbragt på en lille scene i midten af landskabet og der strømmer folk til fra højre og venstre: Jesu soldater, de retfærdige dommere, gode præster og pilgrimme – jo, de er der skam alle sammen. Ja, selv de hellige eremitter står trygt sammen og siger i kor;” Ja, vi er alle individualister!”. Baggrunden udgøres af en meget højt anbragt dobbelt horisont med mørkeblå bjerge bagerst og træer og kirketårne (bl.a. også St. Baaf) ved første horisont.
Van Eyck forvirrer mig dog en smule idet der yderst til højre kommer en flok pilgrimme: Disse ledes af en person i dobbelt mandshøjde og med den rødfarvede kappe, som traditionelt symboliserer Jesus (den kongeblå farve er i baggrunden), men Jesus er der jo i forvejen i form af lammet. Nu kunne man jo hælde til den tolkning, at det drejer sig om en særdeles populær basketballspiller på Van Eycks tid, men jeg tror nu, at det er Jesus, idet disse altertavler jo nok også var datidens flonellograf, så alle kunne se de store giraffer.Det der nok imponerer mest er, at hvad disse flamske primitivister manglede i perspektiv (i forhold til deres italienske konkurrenter) har Van Eyck til fulde i stoflighed. Gengivelsen af bl.a. Guds og Marias kapper er så naturtro, at man synes at kunne føle stoffet med øjnene, selv de her små 575 år senere. I det hele taget en stor oplevelse – for nørder, kunstelskere og pensionerede bibliotekarer.