Slaget på reden
Det var med en klippefast overbevisning om, at det måtte være muligt at finde en havørnerede ved Tystrup Sø, at jeg forlod matriklen her i Ensomme Gamles Værn i morges og begav mig ud på min mission. Jeg mener; sådan en flok ornitologer, skolelærere, pensionerede bibliotekarer og andet social udskud måtte da være til at få øje på. Allerede fra morgenstunden strålede solen, så jeg var sikker på at kunne se de islandske sweaters og pagehåret på lang afstand.
Næppe er jeg drejet ind i området, før jeg ser en flok mennesker stå og kigge tilsyneladende formålsløst over mod en samling træer i en sådan kvantitet, at man vel nærmest må betegne det som værende en lille skov.… og det samme gjaldt for træerne.
Nu skal man jo ikke afsløre sin stupiditet straks man stiger ud af bilen – det kommer tids nok, når man åbner munden – så jeg undlod at skrige højt og slå flikflak, da jeg hurtigt fik øje på reden uden brug af kikkert, og cool slentrer jeg over mon flokken af mennesker og spøger høfligt, men nonchalant, om der er sket noget spændende i dag?! Ja, så kan de jo se, at man da følger livets gang i den lille familie intenst og på nærmeste hånd, og såd’n næsten er at regne som lidt af en gudfader til de små.
Men nej – der skete faktisk ikke en skid, og et kort øjeblik frygtede jeg, at jeg havde spildt min optræden på et lokalt pileflethold fra LOF, indtil jeg fik øje på deres batteri af Swarovski, Leica og Zeiss teleskoper. Men der skete faktisk ikke en skid – en lille dame med stor kavalergang kunne dog fortælle, at hun mente at have set noget røre sig i reden for lidt siden.
Vi fik en lille hyggelig sludder, mens folk kom og gik og på den måde fik vi at vide, at begge de voksne var set i den anden ende af søen. Det fik flere til at springe i bilerne, som var det en melding om kopulerende Californisk kondor, og der sad jeg tilbage – misbrugt, fornedret og forladt.
Men lykken varer så ingenlunde evigt (som Lykketoft sagde, da han kom af med Auken) for snart kom en lille mand med både skop (Leica), kikkert og talegaver … uha, så rigelig en talegave. Og inden længe vidste jeg, og det meste af Fuglebjerg Sogn, alt om hans kommende klassefest (han gik ud i ’56 og de skulle nu mødes og de blev 70 .. jeg har fortrængt, hvilket forsamlingshus det var, men jeg dukkede mig hver gang jeg passerede ét på vej hjem), alt om hans familie, om hans kommende tur til Spanien (første gang i udlandet) og om prisen på et pas nu om stunder.
Men også dette studie af resultatet af en for længst hedengangen fætter-/kusinefest fik en ende, og efter at have råbt de fleste blade af træerne, måtte han også skynde sig, for han sku’ da re’dinok til klassefest og han gik ud i ’56 og nu sku de mødes og de blev 70. Jeg lukkede bildøren efter ham og han kørte stadig talende væk!
Tilbage stod jeg nu på vejen; fugle sang til alle siden – lærke, vibe, gransanger, gøg, tornsanger, musvit, jernspurv, gærdesmutte og så alle dem jeg ikke genkender. Forbi mig krydsede en huldue – tårnfalken musede over marken – og efter at have smidt trøjen så jeg stod i T-shirt, manglede der ikke meget før livet var helt acceptabelt. Og så kom det der næsten er bedre end en pibe tobak og vistnok også en anden ting jeg har glemt: Der begyndte at komme lidt liv i reden. Én unge stod på kanten og baskede med vingerne, mens en anden, sikkert i forventning om et større tilskuerantal, behændigt sked ud over redekanten. Og havde det ikke været fordi jeg har mere at fortælle, havde jeg med glæde nu kastet mig ud i en disput, hvorvidt man rent faktisk kan skide behændigt – også når man kun har kløer - men det er der slet ikke tid til, for mens der var liv i reden på den ene side af vejen, kunne jeg nu se de to voksne havørne skrue over søen bag mig på den anden side af vejen. To store, begge næsten fuldt tegnede, døre svævede med den karakteristiske lange hals og skruede på den måde til de forsvandt bag skoven og ned i Bavelse Sø.
Se, nu forventer de, som mener at kende mig sikkert en beskrivelse af Ravns Ørnedans, men netop som jeg lagde an til den kom endnu en bil og sammen stod vi to nu og ventede spændt på næste akt.
Han var en hyggelig fyr, lignede en John Mogensen-kopi, og så var han faktisk nabo til reden. Han kunne fortælle en masse skægt om ørnene og dyrelivet omkring søen, mens jeg satte ham ind i den aktuelle situation.
Sådan stod vi og talte i en halv times tid og afbrød kun vores historier med små anekdoter om hvad der sker mens man kigger den anden vej. Og i det samme ser vi hannen komme lige ind over hovedet på os med en voldsom stor fladfisk i kløerne. Den kom ind over os i trætopshøjde og selv jeg ville have kunne tage et godt billede af ham – jeg siger ikke, at den var tæt på, men jeg kan fortælle, at den ikke tilhører Det Mosaiske Trossamfund.
Det kan være vanskeligt at beskrive såd’n hvad der sker, mens sådan en piphans flyver forbi én: Smører man for meget på, bliver det hurtigt rørstrømsk, og kynikere og andre matematikere tabes for resten af historien - mens gør man for lidt ud af beskrivelsen, har man misset hele stykkets clue, og man burde slet ikke ha’ forladt puslespillet og TV-Danmark for at tage ud i naturen. Men dér stod jeg, mens denne kæmpe af en havørn passerede så tæt at øjne, fjer, kløer og bytte let kunne skelnes uden kikkert og den med stålfaste øjne sigtede direkte mod reden. En følelse af glæde rammer én og udbrud som, ”Hold da kæft!” hviskes med ærefrygt!
Han fortsætter over marken, men frem for at styre direkte mod reden eller sætte sig i udkikstræet ved siden af, flyver den ind i skoven lige under reden og går så langt ned, at vi begynder at tale om muligheden for at en af ungerne skulle være faldet ud af reden. Først 10 minutter senere kommer den ud igen og denne gang flyver den op i reden, hvor den fodrer de tre unger.
Fodringen foregår alt imens hunnen er begyndt at skrue sig opad nede over søen – også hun med en fisk mellem kløerne. Og skulle vi ikke have set det første gang flyver hun også lige ind over os, og fortsætter direkte til reden, hvor ungerne nu bliver fodret af begge forældre i et stykke tid, hvorefter hannen flyver over i udkikstræet og pudser fjer.
Fodringen, fjerpleje og ren afslapning varede i timer og blev overvåget af flere Zeiss’er, Swarovski’er og Kowa’er – men det var kun John Mogensen og så altså mig som at der så overflyvningen!
Jeg dansede Ravns Ørnedans da jeg kom hjem!
Næppe er jeg drejet ind i området, før jeg ser en flok mennesker stå og kigge tilsyneladende formålsløst over mod en samling træer i en sådan kvantitet, at man vel nærmest må betegne det som værende en lille skov.… og det samme gjaldt for træerne.
Nu skal man jo ikke afsløre sin stupiditet straks man stiger ud af bilen – det kommer tids nok, når man åbner munden – så jeg undlod at skrige højt og slå flikflak, da jeg hurtigt fik øje på reden uden brug af kikkert, og cool slentrer jeg over mon flokken af mennesker og spøger høfligt, men nonchalant, om der er sket noget spændende i dag?! Ja, så kan de jo se, at man da følger livets gang i den lille familie intenst og på nærmeste hånd, og såd’n næsten er at regne som lidt af en gudfader til de små.
Men nej – der skete faktisk ikke en skid, og et kort øjeblik frygtede jeg, at jeg havde spildt min optræden på et lokalt pileflethold fra LOF, indtil jeg fik øje på deres batteri af Swarovski, Leica og Zeiss teleskoper. Men der skete faktisk ikke en skid – en lille dame med stor kavalergang kunne dog fortælle, at hun mente at have set noget røre sig i reden for lidt siden.
Vi fik en lille hyggelig sludder, mens folk kom og gik og på den måde fik vi at vide, at begge de voksne var set i den anden ende af søen. Det fik flere til at springe i bilerne, som var det en melding om kopulerende Californisk kondor, og der sad jeg tilbage – misbrugt, fornedret og forladt.
Men lykken varer så ingenlunde evigt (som Lykketoft sagde, da han kom af med Auken) for snart kom en lille mand med både skop (Leica), kikkert og talegaver … uha, så rigelig en talegave. Og inden længe vidste jeg, og det meste af Fuglebjerg Sogn, alt om hans kommende klassefest (han gik ud i ’56 og de skulle nu mødes og de blev 70 .. jeg har fortrængt, hvilket forsamlingshus det var, men jeg dukkede mig hver gang jeg passerede ét på vej hjem), alt om hans familie, om hans kommende tur til Spanien (første gang i udlandet) og om prisen på et pas nu om stunder.
Men også dette studie af resultatet af en for længst hedengangen fætter-/kusinefest fik en ende, og efter at have råbt de fleste blade af træerne, måtte han også skynde sig, for han sku’ da re’dinok til klassefest og han gik ud i ’56 og nu sku de mødes og de blev 70. Jeg lukkede bildøren efter ham og han kørte stadig talende væk!
Tilbage stod jeg nu på vejen; fugle sang til alle siden – lærke, vibe, gransanger, gøg, tornsanger, musvit, jernspurv, gærdesmutte og så alle dem jeg ikke genkender. Forbi mig krydsede en huldue – tårnfalken musede over marken – og efter at have smidt trøjen så jeg stod i T-shirt, manglede der ikke meget før livet var helt acceptabelt. Og så kom det der næsten er bedre end en pibe tobak og vistnok også en anden ting jeg har glemt: Der begyndte at komme lidt liv i reden. Én unge stod på kanten og baskede med vingerne, mens en anden, sikkert i forventning om et større tilskuerantal, behændigt sked ud over redekanten. Og havde det ikke været fordi jeg har mere at fortælle, havde jeg med glæde nu kastet mig ud i en disput, hvorvidt man rent faktisk kan skide behændigt – også når man kun har kløer - men det er der slet ikke tid til, for mens der var liv i reden på den ene side af vejen, kunne jeg nu se de to voksne havørne skrue over søen bag mig på den anden side af vejen. To store, begge næsten fuldt tegnede, døre svævede med den karakteristiske lange hals og skruede på den måde til de forsvandt bag skoven og ned i Bavelse Sø.
Se, nu forventer de, som mener at kende mig sikkert en beskrivelse af Ravns Ørnedans, men netop som jeg lagde an til den kom endnu en bil og sammen stod vi to nu og ventede spændt på næste akt.
Han var en hyggelig fyr, lignede en John Mogensen-kopi, og så var han faktisk nabo til reden. Han kunne fortælle en masse skægt om ørnene og dyrelivet omkring søen, mens jeg satte ham ind i den aktuelle situation.
Sådan stod vi og talte i en halv times tid og afbrød kun vores historier med små anekdoter om hvad der sker mens man kigger den anden vej. Og i det samme ser vi hannen komme lige ind over hovedet på os med en voldsom stor fladfisk i kløerne. Den kom ind over os i trætopshøjde og selv jeg ville have kunne tage et godt billede af ham – jeg siger ikke, at den var tæt på, men jeg kan fortælle, at den ikke tilhører Det Mosaiske Trossamfund.
Det kan være vanskeligt at beskrive såd’n hvad der sker, mens sådan en piphans flyver forbi én: Smører man for meget på, bliver det hurtigt rørstrømsk, og kynikere og andre matematikere tabes for resten af historien - mens gør man for lidt ud af beskrivelsen, har man misset hele stykkets clue, og man burde slet ikke ha’ forladt puslespillet og TV-Danmark for at tage ud i naturen. Men dér stod jeg, mens denne kæmpe af en havørn passerede så tæt at øjne, fjer, kløer og bytte let kunne skelnes uden kikkert og den med stålfaste øjne sigtede direkte mod reden. En følelse af glæde rammer én og udbrud som, ”Hold da kæft!” hviskes med ærefrygt!
Han fortsætter over marken, men frem for at styre direkte mod reden eller sætte sig i udkikstræet ved siden af, flyver den ind i skoven lige under reden og går så langt ned, at vi begynder at tale om muligheden for at en af ungerne skulle være faldet ud af reden. Først 10 minutter senere kommer den ud igen og denne gang flyver den op i reden, hvor den fodrer de tre unger.
Fodringen foregår alt imens hunnen er begyndt at skrue sig opad nede over søen – også hun med en fisk mellem kløerne. Og skulle vi ikke have set det første gang flyver hun også lige ind over os, og fortsætter direkte til reden, hvor ungerne nu bliver fodret af begge forældre i et stykke tid, hvorefter hannen flyver over i udkikstræet og pudser fjer.
Fodringen, fjerpleje og ren afslapning varede i timer og blev overvåget af flere Zeiss’er, Swarovski’er og Kowa’er – men det var kun John Mogensen og så altså mig som at der så overflyvningen!
Jeg dansede Ravns Ørnedans da jeg kom hjem!
posted by Thomas at 9:19 pm
0 comments
