Ravns traditionelle julehilsen, 2004

Man skal dæl’me lukke øjnene godt, stikke fingrene langt ind i ørerne og istemme nogle seriøs høje LA-LA-LA’er for at undgå den heromsigkastende jul, som spreder sin englesæd i grams til både højre og nede. Den er alskens steder – som en kravleild har den sat sig i øre- og husgange; postkasser og andre voksne mænd har kronisk forstoppelse og små uskyldige børn ses overalt iklædt den traditionelle beklædning; bart maveskind og nissehue - inden længe vil denne juleafbrænding sikkert være lige så fast en tradition på det danske hushold som Halloween og Valentine’s Day.
Så ihukommende den i marts fødte håndværkersøn vil jeg hermed udsende min traditionelle julehilsen til høj og vertikalt udfordrede.
Tja, det var så det .. endnu et år er gået og denne gang et af de bedre! 2004 blev året, hvor der blev ryddet op i skabet og en del gamle skeletter blev først set i øjnene og derpå smidt ud… hmmm, det lyriske billede holder altså en del bedre i tankerne end på papir, men skidt; mine læsere her er enten præget af diverse julefrokoster eller deres altergangsstativ forhindrer dem i at komme tæt nok på skærmen!
Jeg har brugt året på at sætte en del punktummer hist og her; således har jeg bl.a. afsluttet mine ansættelser i henholdsvis ungdomsskolen og på Sofiendalskolen. Nu arbejder jeg på Kalbyrisskolen i Næstved, hvor jeg, sammen med en god kollega, arbejder med specialklasseelever på første skoleår. Det ligner ikke meget, hvad jeg lavede tidligere (bortset fra det gode samarbejde), men det er lige så pædagogisk og fagligt spændende.
I 2004 døde min far uden forudgående sygdom – en mand, som havde oplevet toppen og bunden, og skønt min familie har stået model for flere af Rifbjergs familierportrætter, er det nu meget rart, at min søster og jeg nåede at genskabe kontakten med ham.
Og det er vel så en del af den store cyklus, eller som en stor, tidligere dansker ville sige; typerende, at Annebeth, min søster, og Frank, ikke min søster, fik en dejlig pige d. 11.12. som skal hedde Amalie, pigen altså. Men hun er lille og smuk, hvilket endnu en gang beviser, at tilfældigheds- og kaosprincippet også råder inden for gen- og arvelighedssektoren.
Så nu er jeg altså onkel og deri henkastes jo et vist ansvar, men jeg har allerede lovet Amalie, at jeg vil lære hende at lyve usporligt for sine forældre, kaste op næsten lydløst og bliver samf.spoglig student uden at bryde med sin religion (andagt hver fredag og lørdag aften).
Humlen i mine tanker bag denne seriøse julehilsen er, at tiden ikke er til at stoppe op og kigge tilbage, tro mig; det har jeg prøvet – der er alt for meget spændende foran. Det ligger lige dér!
God jul og et endnu bedre nytår
Kh
Thomas